Pussy Riot-aktivist er udskrevet efter formodet forgiftning

Versilov selv er overbevist om, at det er den russiske efterretningstjeneste, der har forgiftet ham. Alexander Zemlianichenko/AP
Versilov selv er overbevist om, at det er den russiske efterretningstjeneste, der har forgiftet ham. Alexander Zemlianichenko/AP
Lyt til artiklen

Et medlem af den russiske aktivistgruppe Pussy Riot, Pjotr Versilov, er onsdag blevet udskrevet fra et hospital i Berlin.

Det sker, omtrent to uger efter at han blev fløjet fra Rusland til Berlin for at komme under behandling for en formodet forgiftning.

Versilov havde både nedsat syn, taleevne og førlighed, da han kom til det tyske hospital.

På grund af den hurtige udvikling i symptomerne vurderede tyske læger i sidste uge, at det var meget sandsynligt, at Versilov var blevet forgiftet i sit hjemland, Rusland.

Ifølge det tyske hospital har aktivisten, der er kendt som kritiker af præsident Vladimir Putin, det markant bedre nu. Men man fastholder, at han er blevet forgiftet.

»Undersøgelser af patienten tydede ikke på, at der var andre årsager til hans symptomer«, siger hospitalsdirektør Kai-Uwe Eckardt onsdag.

Aktivisten blev tidligere på måneden behandlet på en klinik i Rusland, da han havde fået det dårligt - angiveligt efter at have spist noget i en retsbygning i Moskva.

Først senere blev han fløjet til Tyskland.

Ret akutte symtomer

Versilov selv er overbevist om, at det er den russiske efterretningstjeneste, der har forgiftet ham.

Han mener, at det muligvis skyldes, at han var i gang med at undersøge drabet på tre russiske journalister i Den Centralafrikanske Republik.

»Forgiftningen er så professionelt udført, at jeg ikke kan drage nogle andre konklusioner«, har han udtalt til det tyske dagblad Bild.

»Det er muligt, at de har prøvet en ny blanding af gift på mig, fordi min forgiftning havde et andet forløb end normalt. Det tog mig ikke flere dage at opdage. Symptomerne var derimod ret akutte«.

Sammen med andre medlemmer af Pussy Riot har han siddet i fængsel i 15 dage, fordi han var med til at storme banen under VM-finalen i juli i Moskva blandt andet i protest mod præsident Putin.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her