I mere end et århundrede var der én kulturinstitution, som syntes at hæve sig over tilværelsens ulidelige let- og slethed: Det Svenske Akademi. Når døren gik op for den årlige uddeling af litteraturens fornemste pris, vidste man, at nu havde folk med indsigt og integritet besluttet sig.

Nobelprisen i Litteratur er den højeste formelle anerkendelse, en forfatter kan stræbe efter. Prisen er en påskønnelse af, at man som forfatter har præsteret det ypperste. Og når de 18 livstidsmedlemmer af akademiet endnu en gang hev en helt ukendt forfatter eller digter eller dramatiker eller folkesanger ind i rampelyset, som det skete med Wislawa Szymborska og Mo Yan, ja, så så man det som en oplyst forsamlings forstandige udpegning af kvalitet, som, måtte man antage, fortjente den allerstørste opmærksomhed.