Skulle jeg være nummer 147, der skriver om/mindes/hylder/hilser og fryder sig over afdøde Kim Larsen?
Nej, for pokker da. Han var ikke min type ... (uenig med der meste af Rådhuspladsen i København). Nogle af hans tekster er fine, ja helt ok, for eksempel ’Jutlandia’ og ’Blip båt’, andre er suggestive, en rigtig god popsanger var han, også i egen opfattelse – men han var som sagt ikke min foretrukne kop te. Hvorfor nu ikke det (hvis De vil vide det!) – jeg er så gammeldags, at jeg synes, han var lettere vulgær.
Jo jo, kærlighed var det primære i hans budskab, men den var alt for ofte indlejret i den almindelige, sødladne grovhed, som forveksles med folkelighed. Vi synger og mimer det grove (’men de kender sg’u da ikke mig’, osv.) og vi lander indvendigt på det fine – for eksempel de kendte gamle danske sange, som kom til at lyde moderne. ’Det er i dag et vejr, et soool-skinsvejr’ osv., som komponisten Poul Schierbeck og digteren Ludvig Holstein skabte i en anden, langt mere sød og letsindig tidsalder – komponisten i 1949, digteren i 1895 – kan næppe høres mere i en originaludgave. Måske med pigekoret? Apropos de korsangere på tv hver dag. For pokker, hvor er de forlorent koreograferede. Kan de for fanden ikke bare synge? Nå, altså – det er trist med Kim Larsen – det bedste af både det og ham er, at det ville han formentlig også selv have syntes. Begraves i stilhed.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom i gang med Kim Larsen. I virkeligheden står jeg ude i køkkenet, og det er midt om natten.
Klokken er måske 02.25, og ovre i Brumleby er der også lys i et par vinduer. Jeg er bare vågnet, som sædvanlig. Og nu er jeg så gammel, at jeg gerne må stå op af sengen. Nattetanker – det hedder ’lucubrationes’! – er så yndige og opløftende. Man må åbne køleskabe og udtage kakaomælk, ouzo og gedeost, man må tage en cigaret og ryge den i fred, man må åbne for radioen og høre ’På opdagelse med’ eller ’Natsværmeren’, man må høre om Mozarts brune lokker og Vivaldis koncertsal for forældreløse børn (mest piger!), man må i det hele taget alt, hvad man vil, uden at mobilen ringer, og i det fjerne ser jeg på den ene side opstandelsens Skt. Jacobs kirke og på den anden side dødens Rigshospital med de beroligende oplyste vinduer. Der er så mange, der ikke sover! Åh, mañana – bare vi får i morgen med – der var han igen!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
