Symbolismen har revival: Willumsen på Arken i sommer, Agnes Slott-Møller på ARoS nu. Men da Statens Museum for Kunst tidligere på året udstillede ’Symbolismens tegninger’ under titlen ’Hieroglyffer’, savnedes en af de tegnere, der ellers nåede længst ud i de danske hjem i sin tid, nemlig Louis Moe. Han huskes frem for alt som ’illustrationskunstner’, sågar ’dekorativ’ og ovenikøbet ofte for børn, og er derfor (!) ofte overset af kunsthistorikerne, hedder det i præsentationen af denne vidtspændende, men skarpt udvalgte samling af hans sære syner og imponerende håndværk.
Et billede som ’Amanita Muscaria Op. 82’ ryster måske ikke sindet så stærkt i den digitale billedmanipulations tidsalder, som det gjorde i 1920. Men dengang var pigen/insektet/dæmonen (?) på fluesvampen dels en, selv for de brølende ’moderne’ tyvere, meget udtrykkelig kønspolitisk udfordring – bemærk de fluemænd på jorden, som hun allerede har knipset fra sig, og overse endelig ikke svampens falliske svulmehoved. Mændene ligger, som deres egne drifter har redt op til dem.
