At se en Argento-film er først og fremmest en sanselig oplevelse: Man skal ikke tænke og føle for meget, man skal bare overgive sig til det buldrende billedsprog, det bragende lydspor og den virtuose skamløshed.

Filmene er fulde af mord, men mordene er stiliserede; de skal ikke fremprovokere en følelse, de er mere som hedenske ritualer, ofringer af mennesket, i erkendelse af at der findes noget, som er større end det: skønheden og grusomheden i den kultur, som mennesket har udviklet i forlængelse af naturen.