Det er ikke blot de tvangsforflyttede topforskere fra Statens Naturhistoriske Museum, som frygter for deres forsknings fremtid. Tilsvarende alarmklokker lyder nu også fra deres kolleger på det institut, som universitetsledelsen har flyttet dem til.
Utilfredsheden er så stor, at et flertal af medarbejderne på Biologisk Institut har underskrevet et protestbrev til rektor på Københavns Universitet, hvor de advarer imod sammenlægningen. Tvangsægteskabet med Statens Naturhistoriske Museum vil også gå ud over forskningen på biologi, mener de.







