LØRDAG 8. DECEMBER:
Det er lørdag, og der er panik på internettet. Hele kloden rundt tælles der ned og tages afsked med et af internettets erotiske vandhuller.
Det er få dage siden, at det sociale billedmedie Tumblr meddelte, at det fra og med 17. december vil lukke ned for al pornografisk indhold. Det skabte en lavine af reaktioner, som stadigvæk vælter ned over de sociale medier her i weekenden på både Tumblr og andre sociale medier som Twitter og Instagram.
Det er slut med pæn porno, i pæne kuraterede digitale omgivelser. Slut med at bladre i arkiver over andre menneskers begær, slut med at ligge under dynen med den lysende telefon i mørket og scrolle gennem en evighedsstrøm af billeder.
