I efteråret 1968 tog min far toget fra København og hjem til Haslev.
Han var kun en stor dreng, 18 år gammel, og var samme sommer flyttet hjemmefra for at læse på universitetet, hvor ungdomsoprøret og alle de nye tanker havde grebet ud efter ham, og nu skulle han hjem til det lille landbrug ude på Terslev Overdrevsvej, hvor han var vokset op, for at besøge sin mor og far. Oprøret tog han med sig, eller rettere: Han havde taget det på.
Det er min farmor, Magna Schmidt, der fortæller historien. Hun er 93 år og har dækket op inde på kakkelbordet i stuen. Landbruget ude på overdrevet flyttede hun fra for mange år siden, vi sidder i plyssofaen i et rækkehus af røde sten, omgivet af familiefotografier, dukker i kjoler, lampetter, pyntepuder og potteplanter. Overalt en slående orden. Min farmor holder hus til perfektion.
»Jeg husker det meget tydeligt. Din far ankom med beskidte cowboybukser, der var revet over, så de næsten hang i trevler. Og med langt, langt, filtret hår, og så ... et indianerpandebånd rundt om. Sådan her«, siger hun, mens hun viser med hånden, hvordan det sad, stramt og tværs hen over panden på hendes søn.
