Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Poliphilos i godt humør anno 1499.

Poliphilos i godt humør anno 1499.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pornografisk tegning fra 1400-tallet med kvinder og mænd, der beundrer en potent penis på en piedestal, er prægtig

Ugens sexscene stammer fra en kærlighedsroman fra 1499, som stadig står distancen.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det vrimlede ikke ligefrem med frække billeder i 1499. Hvis man holdt af at fornøje sine erogene zoner ved hjælp af visuel stimulation, pornografi f.eks., var man på Herrens golde mark, selv om den nye bogtrykkerkunst allerede stod parat til at smudse verden til. På det groveste.

Et sted var der dog netop i 1499 mulighed for at nyde en særdeles kraftig erektion, og det var i Francesco Colonnas fantasi om Poliphilos’ drømmevandringer i ’Hypnerotomachia Poliphili’.

Denne tidlige kærlighedsroman om Poliphilos’ søgen efter sin skønne Polia er rigt illustreret. På en af de 168 illustrationer, træsnit, står Poliphilos’ potente penis sammen med sin ejermand på en slags piedestal under et hvælvet bladhang, der ligner et tempel, omgivet af en kreds af beundrende kvinder og enkelte mænd.

En prægtig illustration. Spot on, hvis man f.eks. ville opkaste en teori om kvinders medfødte penismisundelse.

Overlader meget til fantasien

Bogtrykkeren Aldus Manutius’ berømte originaltryk af den vovede bog regnes for en af bogtrykkerkunstens største præstationer, og jeg fik lov at bladre i bogen, holde den i flere minutter, da Umberto Eco engang viste mig rundt i sit private bibliotek. Siden har jeg via Boston Universitys scanninger af bogen og læsning i en skøn pdf af den forkortede engelske udgave fra 1592, som hedder ’The Strife of Loue in a Dreame’, stiftet bekendtskab med Colonnas syrede fortælling, der frækt og frisk betjener sig af både latin og græsk, men også rummer jødiske og arabiske ord og ord, som Colonna selv fandt på. Jeg kommer til at tænke på ’Finnegans Wake’ af James Joyce, som også byder på hjemmegjorte ord og vendinger og i sin radikalitet kan ses som en 400 år yngre slægtning til Colonnas bog. Men også på Gunnar Ekelöfs ’Diwan’ og på Eliots ’The Waste Land’. De arbejdede begge med forskellige sproglige registre og lod ord på andre sprog klinge med i deres digte.

Her er et kort uddrag fra den engelske udgave af ’Hypnerotomachia Poliphili’, som giver et indtryk af Colonnas sprog og af, hvad det er, vor hovedperson, Pholiphilos, ser i sin drøm, hvor han bevæger sig igennem mærkelige landskaber, skulptur- og blomsterhaver, arkitektonisk særprægede miljøer og igen og igen møder meget sanselige og erotiske opstillinger:

»Which faire Nymph lay sleeping uppon a folded cloth, lap and wounde up under her head. An other part conuenientlie brought ouer her, to hide that bare which was womanly & meete to be kept secret. Lying upon her right side with that subiected arme retract, and her open palme under her faire cheeke, whereupon she rested her head. The other arme at libertie, lying all along ouer her left loyne, stretching to the middle of her goodly thigh. By her small teates (like a young maids) in her round brests did sprowt out small streamings of pure and cleare fresh water etc«.

Hvor herligt. »To hide that bare which was womanly & meete to be kept secret«. Colonna går langt, men overlader meget til fantasien.

Penissen blev kradset ud

»Mit eksemplar rummer stadig Poliphilos’ penis«, forklarede bogsamleren Eco begejstret dengang i biblioteket, for sagen er, at diverse censorer i tidens løb har kradset den ud.

»Typisk er det sket i klosterbibliotekerne, hvor man ikke kunne have den slags«, sagde Eco, og forfatteren til ’Rosens navn’ kender selvfølgelig sine klostre, men jeg tænkte mit. For også dengang har munkene vel været seksuelle væsener. Også dengang dækkede sublimering via bøn og askese over begær, masturbation og det, der er værre. Måske man netop ville passe umådelig meget på Poliphilos’ lem netop i et klosterbibliotek? Lige så meget, som blinde bibliotekar-Jorge nidkært passer på bind to af Aristoteles’ for pavestaten så farlige poetik om latteren i Ecos klosterthriller.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Umberto Eco fremviser 'Hypnerotomachia Poliphili' i sit okkulte bibliotek. Foto: Jes Stein Petersen

Umberto Eco fremviser 'Hypnerotomachia Poliphili' i sit okkulte bibliotek. Foto: Jes Stein Petersen

»Hvor er den pik? Jeg kan aldrig finde den«, vedblev Eco, som endelig fandt den på side 100. Og ganske rigtigt. Penis erectus. Strunk manddomskraft som den kun sjældent ses i inkunabler.

»Måske er det Botticelli, der har illustreret, men vi ved det ikke«.

Det gør ikke noget, tænkte jeg. Træsnittene taler for sig selv og med så stor styrke, at psykiateren Carl Jung så ’Hypnerotomachia Poliphili’, herunder også og ikke mindst selve teksten, som en tidlig forløber for sin egen teori om arketyperne.

Om Hr. Freud kendte til bogen, herunder illustrationen på side 100, denne uges sublime sexscene, vides derimod ikke.


Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden