Den nuværende direktør i Dansk Sprognævn har ikke ønsket at flytte med, når nævnet rykker fra København til Bogense. Nu er Thomas Hestbæk Andersen udnævnt som ny direktør.

43-årig lingvistik-ekspert bliver ny direktør i Dansk Sprognævn

Dansk Sprognævn skal som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser flytte til Bogense i april 2019.    Arkivfoto Finn Frandsen
Dansk Sprognævn skal som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser flytte til Bogense i april 2019. Arkivfoto Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Det bliver den 43-årige lingvistik-ekspert Thomas Hestbæk Andersen, der bliver ny direktør for Dansk Sprognævn. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

»Jeg glæder mig til at tage fat og yde mit bidrag til, at Dansk Sprognævn også fremadrettet og fra den nye adresse vil være en vigtig stemme, når det drejer sig om dansk sprog og sprogbrug«, lyder det fra Thomas Hestbæk Andersen i en pressemeddelelsen.

Thomas Hestbæk Andersen kommer fra en stilling som lektor og forskningsleder ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet. Han tiltræder sin nye stilling som direktør i Dansk Sprognævn 1. februar næste år – en stilling, han overtager efter Sabine Kirchmeier.

Hun fratræder sin stilling 31. marts 2019. Hun sagde tilbage i november op, da hun ikke ønsker at flytte med, når Sprognævnet til april rykker de københavnske teltpæle op og flytter til Bogense.

Kulturminister Mette Bock byder den nye direktør med det »bankende hjerte for det danske sprog« og »et stærkt ledelsesmæssigt overblik« velkommen med følgende ord:

»Dansk Sprognævn står overfor en ny æra med sin kommende lokation i Bogense. Når en virksomhed står overfor en større omvæltning, tager det naturligvis tid at finde sig helt til rette. Jeg er overbevist om, at med Thomas Hestbæk Andersen ved roret kommer Dansk Sprognævn godt fra start«, siger kulturminister Mette Bock i pressemeddelelsen.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her