Som menneske besad maleren Laurits Regner Tuxen (1853-1927) alle de egenskaber, man ville forvente at finde hos en højtstående og veluddannet embedsmand i nationens tjeneste. Og det er det gådefulde ved ham.
Han var ordholdende, vedholdende, pligtopfyldende, retskaffen, sin hustru en hensynsfuld mand, sine børn en kærlig far og ikke mindst socialt begavet. Han kunne omgås alle, selv de mest krævende, dvs. dem, der tronede på samfundspyramidens spids, og som blev hans klienter – og modeller. Og så havde han et stort kunstnerisk talent.
Måske var det derfor, han ikke blev kaptajnløjtnant og kommandør som sin far, eller departementschef. I stedet valgte han at blive maler.
Men skønt han som levebrød valgte et af de frieste hverv, der eksisterer, viede han en meget stor del af sit liv til bestillingsopgaver, som kun levnede ham lidt personlig frihed, især sammenlignet med hvad hans kunstnervenner fra Skagen, eksempelvis P.S. Krøyer, Michael Ancher, Viggo Johansen, fik fra hånden.
