Der er et eller andet generelt usmageligt i at få en hel sal til til synge med på omkvædet »Det var da godt, der ikke var nogen, der fik den fede ko i hovedet« i forlængelse af, at en af forestillingens figurer, Dorit, har taget livet af sig ved at springe ud gennem et vindue på skolens 3. etage. Godt nok er tonen hele vejen igennem rå, ramsaltet og politisk ukorrekt; men at lave en showstopper ud af et mobbeoffer, der gør en ende på sine plager på den mest ulykkelige af alle måder, er immervæk stærk kost. Også for stærk.
Selvfølgelig tjener det til at understrege forestillingens generelle pointe: at børn og voksne lever i forskellige universer, og at de små derfor må klare sig, som de bedst kan – og gør det på trods. Ikke desto mindre forekommer det ubetænksomt og kynisk at gøre kulørt underholdning af det på en så uelegant vis. Det ellers flot opsatte ensemblenummer ægger hverken til eftertanke eller diskussion; det er bare stygt og dumt.
