Huset skal kunne matche Hamburgs nye koncerthus, der stod klar i 2016, har fået forrygende anmeldelser og er blevet en publikums- og turismesucces.

London skal have nyt musikhus til en værdi af over 2 milliarder kroner midt i en rundkørsel

Et ultramoderne koncertsted kaldes planerne for det nye musikhus i London.  Der skal være offentlig rum i de nederste etager, dernæst koncertsalen flere etager med kommercielle rum og øverst et jazzspillested med udsigt til Saint Pauls Cathedral. Illustration:  Diller Scofidio + Renfro/AFP
Et ultramoderne koncertsted kaldes planerne for det nye musikhus i London. Der skal være offentlig rum i de nederste etager, dernæst koncertsalen flere etager med kommercielle rum og øverst et jazzspillested med udsigt til Saint Pauls Cathedral. Illustration: Diller Scofidio + Renfro/AFP
Lyt til artiklen

Arkitektur. Mandag afslørede dirigenten Simon Rattle planerne for et nyt koncerthus i luksusklassen i London. Det skal rejse sig fra den rundkørsel i City of London, hvor Museum of London i dag ligger som den sydlige ende af det brutalistiske hovedværk Barbican Centre. Om fire år kan det være forvandlet til et højt glashus med symfonisk sal, erhvervslejemål og en jazzklub på toppen.

Hovedformålet er at få et nyt hjem til London Symphony Orchestra med en koncertsal af ypperste kvalitet med plads til 2.000 publikummer. Det skal være et hus, der ifølge Simon Rattle, der leder orkestret, kan matche Hamburgs nye koncerthus, der stod klar i 2016, har fået forrygende anmeldelser og er blevet en publikums- og turismesucces.

Der er bare lige en ting, der mangler, for at London kan matche Hamburgs vanvittigt dyre projekt: 288 millioner pund, hvad der svarer til knap 2,5 millarder kroner. Men ikke et offentligt pund skal gå til projektet, siger londonsymfonikernes leder, Simon Rattle, ifølge avisen The Guardian. Man forventer at kunne rejse alle pengene til huset alene gennem private donationer.

New York-tegnestuen Diller and Scofidio + Renfro, der er mest kendt for den offentlige bypark The New York Highline, har tegnet huset. Liz Diller fra tegnestuen siger, at grunden i dag omgivet af en rundkørsel mest minder om en ø i en voldgrav, men at de planlægger at føre biltrafikken ind under huset og gøre pladsen udenom til fodgængerområde.

Karsten R.S. Ifversen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her