Hvis du nu havde skrevet en sprogklumme i Politiken, for nu bare at tage et helt tilfældigt eksempel, og der så var en læser, der skrev til dig, at din klumme var ’udmærket’, hvordan ville du så opfatte denne vurdering? Som en stor ros eller som en halvlunken accept?
’Udmærket’ er et af de farligste ord, vi har på dansk, i disse år. Glem krænkelseskultur og n-ord og andre politisk korrekte og betændte udtryk, for dem er der stor ståhej omkring, og man er derfor på vagt.





























