Det er godt nok svært at være optimist i disse tider. Uanset hvor man vender blikket hen, får man en apokalypse smidt lige i synet. Global opvarmning, migrant- og flygtningestrømme, et stadig mere utilregneligt USA, et Storbritannien i politisk opløsning, kæmpebanker, der hvidvasker mafiapenge og hiver milliarder ud af europæiske landes skattekasser.
Og så er der den dybt bekymrende udvikling på medie- og teknologifronten, som denne klumme skal handle om: Facebook, Google, Amazon og Netflix og andre teknologigiganters massive indflydelse på alle dele af vores samfundsliv. Ja, det er svært ikke at blive ramt af et »altomfattende mismod«, som Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, formulerede det i en kommentar i sidste uge. Inden han lagde sig »på sofaen for at få en pause fra virkeligheden«.








