Fotobog. Landets billigste huse må være betegnelsen for de boliger, som optræder i Jutta Marie Jessens fotobog ’Til salg’. I løbet af de seneste år har hun gennemtrawlet annoncer på nettet for huse, der er sat til salg i prislejet 0 til 500.000 kroner og som ligger så langt fra Arne Jacobsens modernisme og romantiske herregårde, som man næsten kan komme.
’Til salg’ er netop udkommet på Forlaget Nordstrom, hvor Jutta Marie Jessen har plukket fra ejendomsmæglernes billeder og givet plads til nogle af de tekster, som ejendomsmæglere lokker med. »Flisebelagt indkørsel til 18 m2 muret garage med vippeport« er noget af det mest positive, en ejendomsmægler har kunnet finde på et sted i landet. »Tæt på stisystem, der sikrer en sikker vej til det hele«, lyder det et andet sted, mens en tredje ejendomsmægler har været i det eksistentielle hjørne: »Har du en indre drøm om bare at være dig selv«.








