Sangerne Ann Petersen  og Johan Reuter foran det Kongelige Kapel.
Foto: Miriam Dalsgaard

Sangerne Ann Petersen og Johan Reuter foran det Kongelige Kapel.

Kultur

Operaen bød på luksuriøs Wagner-træning

Det Kongelige Kapel viste god form som senromantisk kæmpeorkester i fantastiske dramaer med og uden ord.

Kultur

Hænderne nonchalant i lommerne. Et par opspilede, flakkende øjne. Et blik, der bliver slået ned i desperation. Der skal ikke så meget til for at skabe troværdigt kingsize-operadrama, selv om man som sanger står helt stille på en scene iført gallatøj og ridderkors mellem en dirigent og et symfoniorkester.

Det Kongelige Kapel havde valgt den specielle titel ’Kapellet på ridderfærd’ til deres koncert fredag. Sikkert som et forsøg på at skabe en forbindelse mellem aftenens to værker, selv om der virkelig var langt fra den instrumentale fortælling om ’Don Quixote’ af Richard Strauss til en koncertudgave af 2. akt af Richard Wagners sidste opera, ’Parsifal’.

Den første som en anledning til at spille sammen med cellisten Andreas Brantelid i den instrumentale titelrolle.

Den sidste som et forsøg på at holde Wagner-musklerne på Det Kongelige Teater i form i en tid med langt mellem Wagner-forestillingerne, som operachef John Fulljames forklarede i koncertprogrammet.

Altså, begge historier handlede om riddere, begge foregik i et fantastisk, magisk univers, begge var ærkeromantiske og længselsfulde – og begge blandede tonerne fra de 100 musikere på scenen til utrolig smukke og luksuriøse orkesterklange.

Men hvor orkesterværket af Strauss var charmerende og let som en drøm om en sommerbrise, dykkede Wagners operauddrag ned i de helt tunge eksistentielle spørgsmål om barmhjertighed, fristelse og pligt i en symboltung kristen-buddhistisk ramme. To hovedretter på samme menu med vidt forskelligt udtryk og helt forskellige mæthedsfornemmelser til følge.

Hvor orkesterværket af Strauss var charmerende og let som en drøm om en sommerbrise, dykkede Wagners operauddrag ned i de helt tunge eksistentielle spørgsmål om barmhjertighed, fristelse og pligt

Koncerten gav nu god mening alligevel. Helt objektivt sker der ikke særlig meget i ’Parsifal’, og historien i ’Don Quixote’ er ligegyldig for den musikalske form, så man kunne sagtens bare slå hjernens ønske om syntaks og sammenhæng fra og lade de enkelte musikalske øjeblikke bokse rundt med éns romantiske sjæl som ren musikalsk stimulans.

Ann Petersen sang intenst og sitrende foran Det Kongelige Kapel i god form.
Foto: Miriam Dalsgaard

Ann Petersen sang intenst og sitrende foran Det Kongelige Kapel i god form.

2. akt af ’Parsifal’ varede en times tid. Fredag blev det – uden kostumer og på flade fødder, men alligevel med masser af teatralsk udtryk – serveret som et intimt psykologisk trekantsdrama. Mellem den onde troldmand Klingsor i skikkelse af Johan Reuter, hans håndlanger Ann Petersen som den skiftevis brødebetyngede og lokkende Kundry og den naive helt Parsifal, der skal nedlægges af Kundry, og en flok smukt syngende blomsterpiger. Alt sammen blev formuleret med høj intensitet med både vedholdende slagfærdig operasang og sitrende orkesterklange. De kan noget med Wagner i det solistkorps, og det er synd, at vi ikke får flere sceniske opførelser, end tilfældet er.

De tre sangere løftede opgaven helt eminent godt, og orkestrets mørke, stoflige klang viste sig stadig at være et virkelig velegnet medie til senromantiske fortællinger. Deres nye chefdirigent, Alexander Vedernikov, virkede som leder, de allerede nu klinger godt med.

Det samme kan man sige om samarbejdet med Andreas Brantelid. Forholdet mellem Brantelid og orkestret har den specielle forhistorie, at den 31-årige cellist voksede op på bagscenen (hans far, Ingemar, var i mange år solocellist i kapellet), og han debuterede sammen med dem som 14-årig. Deres fælles fortolkning af Strauss’ tonedigtning om Don Quixote, der ridder rundt og ser syner med sin fjollede hjælper, var varm og mild med fokus på at komme ud kvikt over stepperne.


Jeg savnede en klar linje i første del af værket, men de samlede sig, og som ofte før formåede Brantelid at samle al opmærksomhed i salen om enkelte poetiske bevægelser. Og så lå der en god del af den gode oplevelse i samspillet med væbneren i skikkelse af den smukt spillende solobratschist Iben Teilmann.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce