Lyset er dæmpet i den tidligere banegårdshal, men der er skruet op for lyden, det er, som om et stort hjerte banker rytmisk. Jeg går ind i det enorme rum, mine øjne skal lige vænne sig til halvmørket, så går det op for mig, at jeg er havnet i en kæmpe videoinstallation, og at der ligger masser af mennesker rundt omkring og kigger på de gigantiske skærme. Der er fire af dem. På en af skærmene ses en ung rytter, der i dagtimerne rider gennem et skovlandskab på en hvid hest. Han har en blå og rød kyselignende hætte på og er meget smuk. På den anden skærm, som jeg vender mig lidt for at se, græder han utrøsteligt. Nu er det nat, han har tændt ild, flammerne fra bålet får hans ansigt, som ses i ultranær, til at fremstå solbrændt, han er virkelig ked af det.

Agniezka Polskas værk ’The Demons Brain’ er lavet til det museum for samtidskunst, som er indrettet i Hamburger Bahnhof, og det enorme rum er perfekt til formålet. Jeg smider mig på en skumgummimadras, er træt i benene – hvilket kæmpe privilegium at være lige her. Den dybe hjertelyd, som lige netop ikke er spor for høj, er sært behagelig.