Det er ikke sjovt at være kommunikationsrådgiver i disse dage. Efter afdækningen af, hvordan Falck og kommunikationsbureauet Advice i 2014-15 skabte en offentlig hetz mod det hollandske selskab Bios, stiller mange spørgsmålet: Begrænser råddenskaben sig til Falcks daværende topchef, Ridder af Dannebrog Allan Søgaard Larsen, og de kommunikationscowboys, han hyrede? Eller er hele kommunikationsbranchen rådden?
Det er et vigtigt spørgsmål. Især for de tusindvis af hæderlige kommunikationsfolk, som hver dag tjener danske virksomheder, organisationer og institutioner. Det er nemlig dem, der skal forsøge at levere svaret – alt imens de håndterer den mistænkeliggørelse, som andre har prakket dem på.








