Tv-stationer går sammen for at oprette en britisk serietjeneste, der skal holde amerikanerne stangen.

Netflix under pres: 'Britflix' skal tæve de amerikanske streaminggiganter

Skuespilleren Matt Smith er den 11. inkarnation af eventyreren Doctor Who i den engelske BBC-kultserie af samme navn.  Foto: Adrian Rogers/BBC
Skuespilleren Matt Smith er den 11. inkarnation af eventyreren Doctor Who i den engelske BBC-kultserie af samme navn. Foto: Adrian Rogers/BBC
Lyt til artiklen

BBC klemmes af Netflix. Det samme gør ITV.

Nu vil de store britiske stationer bekæmpe den amerikanske streamingtjeneste med dens egne våben. Briterne kan se frem til at få deres helt eget ’Britflix’.

Ifølge avisen The Times slår de to stationer – og andre, der presses af amerikanernes fremstormende streamingfirmaer – sig sammen om en fælles filmtjeneste. De to samarbejder i forvejen om et fremstød for britisk film gennem Britbox, som har skaffet dem over 400.000 abonnenter i USA.

Unge briter opgiver BBC

Meningen er at skaffe indtægter til Britflix-tjenesten ved at lade abonnenterne få adgang til den enorme mængde film og serier, de i dag har liggende på hylderne.

De forsøgte for 10 år siden at oprette en lignende tjeneste, men fik dengang nej fra den britiske konkurrencestyrelse, som ifølge avisen dermed banede vej for amerikanske Netflix’ dominerende markedsposition.

I øjeblikket betaler 9,5 millioner britiske husstande for adgang til Netflix.

Alle, der ser BBC, er forpligtet til at betale licens, men tallene viser, at især unge i stadig højere grad fravælger stationen.

Sidste sommer viste nye seertal, at voksne i dag bruger halvt så meget tid på BBC-udsendelser, som de gjorde i 2010.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her