Meget kan man sige om norsk nationalisme. Men den kan være årsag til, at norske krimiforfattere litterært set er de sprogligt bedste i Norden.
Nordmænd skriver velovervejet på deres modersmål, som jo findes i diverse dialekter og mål, med respekt og bevidsthed om at værne om dets særegne poesi og prosa, stil og stemning.
Det mærkes helt klart hos Kjell Ola Dahl, som efter en række gode politirutineromaner om det umage strisserpar Gunnarstranda og Frølich nu har ladet sidstnævnte forlade politiet og blive privatforsker i ’Søsteren’. Alene titlen peger på gamle Chandler, privatdetektivgenrens fader, som opererede både med små og store af slagsen.
I ’Søsteren’ er der også på mange måder norske variationer over den ensomme snushanes meritter som lus mellem to negle, politiet og forbryderverdenen. Der er mere eller mindre forføreriske, måske falske, altid farlige kvinder på grænseovergangen mellem retssamfundet og den sinistre asfaltjunge.
Det gælder også med Frølich på den snoede og tilgroede sti ind i det chandlerske dobbeltplot a la tryllekunstnerens adskilte metalcirkler, som alligevel er viklet ind i hinanden.
En sag, som minder uhyggeligt meget om skibstragedien ’Scandinavian Star’, og en anden om en sporløst forsvunden søster. Undervejs støder vor antihelt ind i en sexet rødhåret femme fatal, en frisk servitrice, som serverer kaffe og kage i cafeen, frem og tilbage hjemme i privaten.
Vi får en romance, men Frølich får også genrens obligatoriske tørre tæsk af bagmænd. Samt selvfølgelig evindelige trakasserier med politiet, hvor nogle af gutterne har gustne motiver og kanske tager en anden piste end lovens.
Naturen er lige om hjørnet
Kjell Ola Dahl skriver godt, nogle gange lyrisk malende, andre gange lakonisk minimalistisk. Men han tager også sin tid ude i det dejlige Norge, hvor naturen med højde og drøjde, fjelde og elve altid er lige om hjørnet.
Der sker mange gange meget lidt i plottet, der løber mere i langrend end styrtløb. Ud over at Frølich og hans jente sejler rundt i hendes gamle dollargrin på størrelse med et soveværelse, mens musik fra dengang, Elvis Presley lå soldat i Tyskland, lyder fra en pladespiller i øsen.
Frølich ligner sine amerikanske kolleger. Bortset fra at jeg har svært ved at se Philip Marlowe cykle rundt i shorts og cykelhjelm og tage skoene af i entreen, når han skal afsløre den skyldige inden for murene. Meget norsk, men så sandelig også med det toughe ekko fra Chinatown om, at retfærdigheden ikke sker fyldest.
Glem det, Frølich, dette er Oslo!
fortsæt med at læse
