Den colombianske sanger Shakira skal forklare, hvorfor hun ikke har betalt skat i Spanien i årene 2012-2014.

Anklaget for skattesnyd på 108 millioner kroner: Shakira skal i retten i sag om skattely

De colombianske sanger Shakira underholder under åbningen af VM i fodbold i Sydafrika i 2010.
De colombianske sanger Shakira underholder under åbningen af VM i fodbold i Sydafrika i 2010.
Lyt til artiklen

Den colombianske sanger Shakira skal i retten i Spanien, anklaget for skattesnyd.

Det skriver en række medier, blandt andet El País.

Shakira skal forklare, hvorfor hun i årene 2012-1014 ikke betalte skat i Spanien, men på Bahamas i stedet. Ifølge anklagen burde sangeren have betalt spansk skat, fordi hun er bosiddende i en forstad til Barcelona sammen med sin mand, fodboldspilleren Gerard Pique, der spiller for F.C. Barcelona.

I den periode fik de to også et barn sammen. Anklagen er, at Shakira har undgået at betale den spanske skat, hun burde, ved at i stedet at lede sine indtægter i skattely.

Fra 2015 har Shakira officielt boet i Spanien, men ifølge myndighederne boede hun altså i praksis i landet endnu før det.

Det er ikke første gang, at musikeren er i skattemyndighedernes søgelys. Hun fremgik i 2017 af de såkaldte Paradise Papers, som var en kæmpe lækage af dokumenter om konti i skattely. Ifølge den spanske avis El Periódico har Shakira allerede sidste år indgået en aftale om at betale omkring 35 millioner euro i skattegæld i Spanien.

I forbindelse med den tidligere sag, sagde Shakiras advokat, at sangerinden havde boet en række steder verden over gennem sin karriere, men altid betalt sin skat, hvor hun skulle.

I retssagen, der begynder 12. juni, kræver staten 14,5 millioner euro, hvilket svarer til godt og vel 108 millioner danske kroner.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her