Computerspillet ’Rape Day’, hvor man kan voldtage, chikanere og dræbe kvinder, kommer alligevel ikke til at blive udgivet på verdens største spilplatform, Steam.
Det skriver platformen på sin officielle blog, efter det kontroversielle spil er blevet mødt af massiv kritik fra både brugere og andre medier:
»Efter grundig diskussion mener vi, at ’Rape Day’ udgør ukendte omkostninger og risici, og derfor vil det ikke komme på Steam«.
Spillet skulle eftersigende være udkommet om en måned, kun få måneder efter Steam har tilladt voksenindhold uden censur, hvis man er logget ind. Og på den måde fik platformens cirka 150 millioner brugere så adgang til det, der bedst kan beskrives som pornospil. Historisk set har genren også haft stor popularitet i især Japan.
Men det var alligevel første gang, at et spil så eksplicit blev markedsført og forsøgt solgt på voldtægt med vendinger som »du styrer en ondskabsfuld seriemorder-voldtægtsmand under en zombie-apokalypse« og »spillet indeholder vold, seksuelle overgreb, sex uden samtykke, grimt sprog, nekrofili og incest«.
Sætninger og vendinger, der nu alligevel ikke kommer til at se dagens lys. På trods af, at Steam i første omgang sagde ja til at udgive spillet.
Ikke sidste gang det sker
Til DR forklarer Miguel Angel Sicart, lektor og forsker i computerspil på IT-Universitet i København, at Steam har måtte erkende, at et voldtægtsspil er for stort et tabu. At det går over alt for mange grænser. Han håber, at sagen om ’Rape Day’ får folk til at kaste et mere kritisk blik på Steam og andre platforme, »der jo tillader de fleste ting«:
»De har vedtaget en politik om ikke at have en mening med ting, de sælger. De har så valgt at trække en streg i sandet med ’Rape Day’. Men hvad med alle de andre spil?«.
I blogindlægget skriver platformen selv, at de kun har mulighed for at reagere på bagkant – og ikke ikke forbyde spil på forhånd:
»Meget af vores politik om, hvad vi distribuerer, er og kan kun være reaktionsbestemt. Vi er simpelthen nødt til at vente og se, hvad der kommer til os på Steam Direct«, skriver de.
Miguel Angel Sicart tror heller ikke på, at der er noget etisk kodeks undervejs fra Steam lige foreløbig:
»Om en måned har vi sikkert et nyt problem med et nyt kontroversielt spil. Der er ingen stopklods. Steam går kun op i penge, ikke etik«.
fortsæt med at læse







