Den nøgne krop er et fantastisk omdrejningspunkt, når man vil se nærmere på renæssancens kunst, sådan som man lige nu gør det på Royal Academy of Arts i London. For renæssancen betyder en genfødsel af antikkens idealer, både for kroppen og for, hvordan mennesket bør gebærde sig.
I middelalderen var kroppen gemt væk under tøjet, og selv i de sjældne tilfælde, hvor hele eller dele af den nøgne krop optræder i kunsten, er det en meget anden krop end antikkens. Middelalderens krop er et tegn på synd, på noget, der er forkert og derfor også grimt.
Renæssancens krop er helt anderledes. Nu handler det om den perfekte krop, der stolt fremvises som bærer af det perfekte menneske. Hvilket vil sige en ener, et individ, der tør træde frem af mængden i al sin skønhed og egenart, sådan som man ser det hos renæssancens treenighed af stormestre: Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael.
Og dem lokker Royal Acadamy of Arts da også med, men det er ærlig talt ikke de tre, der gør mest væsen af sig på udstillingen. At man ikke har kunnet opdrive mere end en enkelt side fra en af da Vincis notesbøger, er forståeligt, for man kender kun til omkring 15 malerier fra hans hånd. Men at også Michelangelo og Rafael udelukkende bidrager med en lille skitse hver, er direkte skuffende.
