Den meget omtalte kaffekop i mandagens afsnit af Game of Thrones er ikke fra Starbucks, som rygtet ellers har lydt. Men kaffeproducenten scorer alligevel en milliardgevinst på den malplacerede kop.

Game of Thrones: Starbucks scorer en reklameværdi på 15 milliarder kroner på en kop, der alligevel ikke var en Starbucks-kop

Mandagens afsnit af Game of Thrones fik en utilsigtet hovedperson i form af en malplaceret kaffekop.
Mandagens afsnit af Game of Thrones fik en utilsigtet hovedperson i form af en malplaceret kaffekop.
Lyt til artiklen

En helt forkert placering af en simpel kaffekop har gjort koppen til måske verdens mest værdifulde papkrus.

Den forkerte placering viser sig nemlig at være den helt rigtige for kaffegiganten Starbucks, der har fået gratis reklame for flere milliarder kroner, selv om koppen slet ikke er fra Starbucks, skriver CNBC.

Da mandagens afsnit af Game of Thrones løb over skærmen, stod der pludselig et moderne papkrus midt mellem middelalderlige drikkehorn og tinkrus.

Det fangede vakse seere, og billeder og videoer med koppen gik hurtigt viralt på de sociale medier og tv med jokes om den malplacerede kaffekop.

Mærket på koppen var sløret, men blev fejlagtigt vurderet til at være Starbucks, for nu viser det sig, at der blot var tale om en simpel kop.

Kæmpe-ups i 'Game of Thrones': Mændene fuldede sig og dragemoderen drak ... to-go-kaffe?

Kun toppen af isbjerget

Alligevel har det været en ganske god forretning for Starbucks, som er blevet nævnt i tusindvis af opslag om koppen.

Virksomheden har nemlig - helt gratis - fået reklame for en værdi på 15 milliarder kroner, vurderer Stacy Jones, der er administrerende direktør for det amerikanske marketingfirma Hollywood Branded.

Beregningerne er baseret på en optælling, der viser, at der har været 10.627 omtaler af Starbucks og ’Game of Thrones’ online og på tv og radio over hele verden.

»Det her er en chance for Starbucks, som kun opstår én gang i livet. Men i virkeligheden er det kun toppen af isbjerget, for oveni kommer de sociale medier og udbredelsen via mund til mund«, siger Stacy Jones.

Talkwalker, der overvåger og analyserer de sociale medier, talte 194.000 omtaler, hvor både Starbucks og ’Game of Thrones’ indgik i løbet af de første 48 timer.

Tirsdag blev den værdifulde kaffekop redigeret ud af det fjerde afsnit af seriens sidste sæson.


Mynthe Villadsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her