Det er ikke kun øjnene og hjernen, de tyskstuderende på Københavns Universitet bruger, når de læser Goethes ’Faust’. De bruger faktisk hele kroppen. Og det er nemmere at læse svære tekster, hvis man bliver mere bevidst om, at man også kan bruge hænderne, stemmen eller benene til at læse med.
Det er i hvert fald antagelsen bag et forskningsprojekt, der netop har modtaget 4,5 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond og Syddansk Universitet.
For når man laver understregninger i sin bog, læser højt for sig selv eller slår tekstens rytme med benene, bruger man også sansemotorikken til at læse og begribe med.
Tal fra Undervisningsministeriets databank viser, at omkring 30 procent af alle bachelorstuderende falder fra i løbet af deres studium. Forskning viser, at frafaldet blandt andet kan skyldes svag læsekompetence.
