Hvis du hader historier om dyr og artikler i den lette afdeling, så burde du ikke have klikket på denne artikel.
Du kan nå væk endnu. Vi dækker folketingsvalget fremragende.
Der er også mulighed for at læse om valget til Europaparlamentet og meget andet.
Med det sagt, så lad os komme til sagen.
Grumpy Cat er død, syv år gammel, af en urinvejsinfektion. Det bekendtgjorde kattens ejere forleden.
At en syv år gammel kat er død er i sig selv ikke en historie, men at Grumpy Cat er død, er. Katten endte nemlig med at blive et verdensomspændende kulturelt fænomen.
Kattens berømmelse begynder i 2012, hvor ejerens bror lægger et billede af Katten på forummet Reddit.
Han skriver ganske lakonisk »mød Grumpy Cat« og deler dette billede.
Først er der en del, der tror, det er Photoshop, men efter en video (som du kan se her i bunden), der dokumenterer, at katten faktisk ser sådan ud, går det hele bananas.
For Tardar Sauce, som katten i virkeligheden hedder, ser utrolig grumpy ud. Altså knotten.
Og sådan et lille kattefjæs er simpelthen for godt til ikke at lave et meme ud af.
Således blev billedet hurtigt til det her.
Og rigtig mange tusinder af andre memes i samme tråd. Grumpy Cat blev hele internettets yndlingspessimist, der kunne få kulsort galde ud af selv den herligste solskinsdag.
Faktisk blev Grumpy Cat også en rigtig god forretning for familien Gundersen, der ejede den. Tabatha Bundesen, som ejede katten, sagde sit job op for at passe kattens kalender og fragte den rundt til forskellige event.
Hendes bror, ham der lagde billedet op, styrer underholdningen for de mange millioner af mennesker, der følger med på Twitter, Facebook og Instagram.
Og som handler i webshoppen med mere end 1.000 produkter til folk, der synes, at en mismodig kat er sjov.
Katten blev modvillig reklamesøjle for kattemad, surt reklameansigt for kaffe og sågar hovedperson i en spillefilm fra 2014 om Grumpy Cats værste jul nogensinde.
I virkeligheden var katten slet ikke sur. Den havde bare et pudsigt ansigt, der gjorde, at mundvigen vendte nedad.
fortsæt med at læse






