Der skal være mindre »pling-plong og klatmaleri« i den danske kunstverden.
Under den overskrift lancerer Dansk Folkeparti et nyt udspil i valgkampen med skærpede krav til både optagelsesprøver og indholdet af uddannelserne på Det Kongelige Danske Kunstakademi og musikkonservatoriet.
»Der er alt for lidt håndværk og alt for meget atonal pling-plong-musik og ekstremt eksperimenterende kunst. Jeg vil ensretningen til livs, og en måde at gøre det på er, at Folketinget garanterer mere mangfoldighed i optagelsesprøverne og i curriculum«, siger partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen.
Han vil »som minimum« have et generelt krav om tegne-, male- og skulptørfærdigheder skrevet ind i kunstakademiets optagelsesprøver, men også »et vist statsreguleret curriculum« bør diskuteres. På konservatoriet skal nye komponister blandt andet kunne »skrive tonalt kontrapunkt« for at komme ind, lyder det om den århundreder gamle metode, hvor flere selvstændige stemmer sammen udgør et stykke musik i enten dur eller mol. I dag lader bekendtgørelserne det i udpræget grad være op til institutionerne selv frit at vurdere ansøgernes evner og arbejder ved prøverne. Endelig vil DF afskaffe det såkaldte kunstcirkulære, som i dag kræver, at 1,5 procent af håndværkerudgifterne på statens byggerier afsættes til kunstnerisk udsmykning. Det sidste vender vi tilbage til.
Ahrendtsen: De kan snakke sig til optagelse
Udspillet skal udfordre »en ekstremt magtfuld« elite, som ifølge ordføreren gør livet svært for dem, der laver naturalistisk maleri eller skriver tonal musik i dur eller mol. Kunstakademiet i København optager hvert år 25 studerende blandt cirka 600 ansøgere, og de kan »til en vis grad snakke sig til optagelse«, skriver Ahrendtsen i udspillet.
»Men det passer ganske enkelt ikke«, protesterer tidligere rektor Sanne Kofod Olsen, som i dag leder kunstuddannelsen på Göteborgs Universitet.
»Det sker på en baggrund af en meget omfattende udvælgelsesproces baseret på konkrete værker. Samlet udgør de en mangfoldighed af malerier, videoer, fotografier, installationer, konceptuelle værker, mere klassiske skulpturer og meget andet. De klassiske kunstarter er ikke underrepræsenteret her, er min erfaring«.
Akademiet afspejler blot »kunstens virkelighed globalt« og de institutionelle og kommercielle markeder, man skal uddanne til, fortsætter hun.
Har man nedprioriteret det håndværksmæssige ved ikke at kræve tegnefærdigheder ved optagelsesprøverne?
»Man underviser i tegning, i bronzestøbning og modellering. Man har et malerlaboratorium med en lektor i maleri til at vejlede malerne. Men det nytter altså ikke, at en videokunstner skal have obligatorisk tegne-, male- og modelleringsundervisning. De skal fokusere på det, de er dygtige til«, siger hun.
Udspillet byder ifølge Kofod Olsen på en »ekstrem grad« af smagsdommeri:
»Men det chokerende er, at en politiker på denne måde vil definere curriculum på en videregående uddannelse. I min optik udfordrer det såvel den akademiske som den kunstneriske frihed. Det vil være et paradigmeskifte af dimensioner, hvis man begynder at styre uddannelser sådan i Danmark«.
»En forældet måde at se musik på«
Heller ikke når det gælder den nye klassiske musik, holder Ahrendtsens præmisser særlig langt, mener musikforsker og lektor ved Lunds Universitet Sanne Krogh Groth. Ordføreren rejser en bedaget diskussion fra sidste århundrede, lyder det.
»Siden Richard Wagner har meget store dele af den klassiske musik bevæget sig på grænsen til det atonale. Men selv om der i dag stadig er enkelte, der fortsætter i den atonale tradition fra Arnold Schönberg, er virkeligheden, at langt de fleste komponister slet ikke arbejder så kategorisk, men både skriver tonalt og atonalt«, siger Sanne Krogh Groth:
»Det er en forældet måde at se musik på alene at forholde sig til dens strukturer, for tonal musik kan sagtens forekomme grim og provokerende, mens det atonale omvendt kan fremstå meget lyrisk«.
På Christiansborg ser Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, ingen ræson i udspillet:
»Uddannelserne skal altid følge med tiden og afspejle den virkelighed, vi lever i, men ændringer skal ske med udgangspunkt i skolernes, de studerendes og aftagernes ønsker, ikke i Alex Ahrendtsens helt personlige smag«.
Selv afviser Ahrendtsen at ville styre efter egne præferencer inden for musik og billedkunst.
»Det får jeg altid stukket i snuden, men jeg forsøger ikke at bestemme, hvad folk kan lide eller investerer i. Det eneste, jeg beder om, er lidt mere mangfoldighed. Lægger en ung kunstner sig ud med det herskende syn i dag, risikerer vedkommende at blive sat i skammekrogen. Det er meget uheldigt«.
Andre vil sige, at det er mere uheldigt, at politikere blander sig i, hvordan kunsten bliver til?
»Enig, men kan kunstmiljøerne ikke selv sørge for mangfoldigheden, må vi som politikere reagere«.
Hvorfor er du den rette til at definere indholdet af en kunstnerisk uddannelse?
»Vi kan politisk sige, at vi vil have mere håndværk. Så må fagfolkene skrive curriculum og optagelsesprøve. Det skal jeg ikke, men lige nu har vi udliciteret det uden at have holdninger, og det synes jeg, vi skal have«.
Kunst ned i halsen
Opgør med ensretning er også begrundelsen for forslaget om at skrotte det såkaldte kunstcirkulære, som i dag forpligter staten til at investere et beløb svarende til 1,5 procent af håndværkerudgifterne ved nybyggerier i kunst.
