Blottede brystvorter er no go på Facebook og Instagram. Censuren slår hurtigt ned og fjerner billederne og lukker nogle gange sågar kontoen bag opslaget.
Søndag morgen ved daggry havde 100 demonstranter smidt tøjet og lagt sig på vejen uden for Facebooks hovedkvarter i New York i protest mod censuren af kunstnerisk nøgenhed på de sociale medier. Hver af dem poserede med et stort billede af en mands brystvorte og sørgede for at dække deres kønsdele, mens kunstfotografen Spencer Tunick dokumenterede seancen.
Demonstrationen #wethenipple – et ordspil på ’we, the people’, der indleder den amerikanske forfatning – var organiseret af kunstneren selv og The National Coalition Against Censorship, og blandt deltagerne var kvinderettighedsforkæmpere fra gruppen Grab Them by the Ballot.
Fra arrangørerne lød det: »Menneskekroppen har altid været central i kunsten. Repræsentationerne af den har udviklet sig i takt med den teknologi, vi udtrykker os med: fra huletegninger over skulptur og malerier til fotografi og video. Alligevel forbyder det 21. århundredes førende sociale medie, Instagram, det mest populære sted for kunstnere at dele deres arbejde online, og dets ejerselskab, Facebook, begge fotografiske repræsentationer af den nøgne krop«.
For fotokunstnere betyder censuren, at det er svært at bruge de sociale medier til at vise og promovere deres værker, ligesom det også kan spænde ben for museer og gallerier, når de skal kommunikere om deres udstillinger.
Flere tusinde mennesker lå nøgne og blå i gaderne i britisk by - ganske frivilligtKriminel krop
Facebook og Instagram, som er ejet af Facebook, accepterer af princip ikke fotos af blottede bryster, på nær hvis det drejer sig om kvinder i ammesituationer eller kvinder, der har gennemgået operationer efter brystkræft. Og det er alt for snævert, mente en af demonstranterne, som kaldte retningslinjerne forældede:
»Facebook dikterer, hvordan verden ser på den nøgne kvindekrop, og behandler den, som om den er kriminel, og det er en skam. Noget må gøres. De har mere magt, end de burde have«, sagde Dawn Robertson til CNN.
Fotografen bag demonstrationen og dagens skud er selv kendt for at skabe kunst ud fra nøgenhed i stor skala. Spencer Tunick har siden begyndelsen af 1990’erne fremstillet mere end 120 værker med forsamlinger af nøgne mennesker i offentlige rum – 1.800 mennesker på banegården i Buffalo, 1.493 nøgne mennesker i Lyon ved bredden af Rhône og den største forsamling: 18.000 nøgne deltagere i Mexico Citys bymidte.
s
Han har selv været udsat for Facebooks censur flere gange og oplevet at få sin konto lukket, selv om han havde sørget for at få pixeleret sine postede nøgenfotos. Men det er svært at regne ud, hvad man må og ikke må. For eksempel må man vise alle de mandlige brystvorter, man orker, mens en bar kvindelig én af slagsen kan få det sociale medie til at slå hårdt ned. Det dur ikke, mener Spencer Tunick:
»Til en begyndelse: Ligestil den mandlige og den kvindelige brystvorte i stedet for at dømme den kvindelige brystvorte ude som stødende«.
Og for at sætte spot på netop den del af censuren kunne man altså ved daggry søndag se en skov af kæmpestore mandebrystvorter. De burde kunne klare sig gennem censuren. Og som kunstneren har udtalt til Esquire:
»Formålet er at lave kunst, der kan deles på sociale medier, uden fare for at det bliver taget ned«.
Og indtil videre ser det ud, som om det er lykkedes denne gang.
En video af #wethenipple kan både ses på Spencer Tunicks Facebook- og Instagram-konti. Og sågar på Twitter.
fortsæt med at læse








