Barack og Michelle udvider medieforretningen med en aftale med Spotify.

Hr. og fru Obama skal lave podcast for Spotify

Ægteparret Barack og Michelle Obama stiftede sidste år medievirksomheden Higher Ground Productions. Nu skal de også producere podcasts. Foto: Jim Bourg/Ritzau Scanpix
Ægteparret Barack og Michelle Obama stiftede sidste år medievirksomheden Higher Ground Productions. Nu skal de også producere podcasts. Foto: Jim Bourg/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Snart kan du få lyden af Barack eller Michelle Obamas stemme i ørerne.

Det berømte ægtepar – og tidligere beboere i Det Hvide Hus i Washington D.C. – har indgået en aftale med den svenske streamingvirksomhed Spotify om at producere podcasts.

Ifølge nyhedsbureauet AP går aftalen ud på, at ægteparret skal udvikle, producere og lægge stemmer til indholdet i disse podcast. Aftalens økonomiske indhold er ikke offentliggjort.

»Vi har altid troet på værdien i underholdende, udfordrende konversation«, siger den tidligere præsident i USA Barack Obama i en pressemeddelelse om samarbejdet med Spotify.

Han udtrykker begejstring over at skulle arbejde med lydformatet, fordi »podcasts tilbyder en unik mulighed for at fremme konstruktiv dialog, få folk til at smile og, forhåbentlig, bringe os alle sammen lidt tættere på hinanden«.

Udover det med de udfordrende samtaler oplyses det ikke, hvad de kommende podcasts skal indeholde.

Ægteparrets medievirksomhed Higher Ground Productions blev dannet sidste år. I forvejen har virksomheden en aftale med Netflix om at producere dokumentarer og features.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her