En nu 53-årig mand fra det københavnske filmmiljø er dømt for forbrydelser, begået fra 1983 til 2018.

Dansk filmmand idømt otte års fængsel for voldtægt af fire kvinder

Det var ved retten i Lyngby, at filmmanden i dag blev dømt. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Det var ved retten i Lyngby, at filmmanden i dag blev dømt. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

En 53-årig mand fra det københavnske filmmiljø er her til eftermiddag ved Retten i Lyngby blevet dømt for voldtægter af fire kvinder.

Det skriver Ekstra Bladet.

Forbrydelserne er begået i perioden fra 1983 og frem til 2018.

Manden er blevet idømt otte års fængsel.

Ifølge anklageskriftet var den tiltalte 16 år gammel, da han begik sin første voldtægt.

Her blev en lille pige ifølge tiltalen både slået og truet med, at der ville ske hendes nærmeste familie noget meget ondt med død og overgreb, hvis hun ikke makkede ret og holdt mund om voldtægterne.

Først som voksen besluttede kvinden at gå til politiet med en anmeldelse af de mange års overgreb.

Under efterforskningen af mandens aktiviteter og omgangskreds stødte politiet på i første omgang yderligere to voldtægtsforhold mod to andre kvinder.

Begge disse forhold fandt sted på filmmandens bopæl i henholdsvis sommeren 2010 og vinteren 2013.

Den fjerde kvinde blev voldtaget sidste forår, efter at filmmanden var blevet løsladt fra sin varetægtsfængsling i sagen.

Her var offeret ifølge anklageskriftet ude af stand til at modsætte sig overgrebet på grund af beruselse og medicinpåvirkning.

Ifølge BT har manden i sin karriere i filmmiljøet arbejdet både foran og bag kameraet, ligesom han har arbejdet i andre brancher.

Manden nægter sig skyldig, og han har anket dommen ved Retten i Lyngby.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her