Denne træstamme, som er placeret lige foran Kunsthal Aarhus, er ikke helt lille, som det fremgår af billedet. For den måler 1,8 meter i diameter og 6,5 meter i længden. Og så vejer den 12 tons.
Det enorme værk af den amerikanske kunstner Jimmie Durham er ingen gave til kunsthallen i J.M. Mørksgade. Der er tale om et tidsbegrænset lån, og udlånsperioden er 50 år. Alligevel er de stolte i Aarhus. For den 78-årige Jimmie Durham har netop fået tilkendt Guldløven på Venedig Biennalen for sin livslange indsats for samtidskunsten.








