I midten af en træningssal dybt inde i de smålandske skove er runde bordeauxrøde puder lagt frem i en stor cirkel.
Udenfor kan man svagt høre vinden, når ikke fuglestemmer eller insekternes summen overdøver den. Sollyset brager ind gennem store gulv til loft-vinduer.
26 mænd går ind i rummet og finder hver en pude. De fleste af os har i løbet af den sidste time mødt hinanden for første gang. Vi har udvekslet nogle få ord, men ved ikke ret meget mere om hinanden.
Vi sætter os på hver vores pude og venter. Den yngste er 20 år, den ældste 58. Mange er fra Danmark, en del fra Sverige, og enkelte fra England, Tyskland og Frankrig.
