Først og fremmest en trigger warning til den tidligere socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen og andre, der ikke nødvendigvis føler behov for at læse denne feministiske moderklumme, der alt for langsomt og ufrivilligt er på vej ud af mig. Jeg er nemlig kommet i den banale, men forventelige situation, at det at blive mor har fået mig til at tænke over moderskab. Især har det fået mig til at tænke over moderskabets gordiske forventningsknude, hvor moderfiguren alt efter familiekonteksten er enten alt, alt for lidt eller alt, alt for meget.
Men først lige tilbage til mig. For ligesom vores nye kulturminister, Joy Mogensen, hvis valg om at få barn alene har gjort Simon Simonsen – ham med det creepy planøkonomiske syn på kvindelig reproduktion – så forarget, har jeg også gjort mig skyldig i at »betragte sæd som en handelsvare«. Min kvindelige kæreste og jeg har fået vores søn med hjælp fra en donor. Og jeg indrømmer at have gjort det af egoistiske ’so ein cute baby ding’-agtige grunde og helt uden at føle mig personligt samfundsansvarlig for den halve million barnløse og lavtuddannede danske mænd, som Simonsen gerne vil hjælpe (kvinder til at hjælpe).
