Det er det samme, der sker hver aften. Lyset forsvinder, og selv en sommernat kan blive mørk og fyldt med noget andet end det liv, der blev levet om dagen.
Når toget triller gennem København, tager udsigten nye former. Fem mænd i orange dragter står bøjet over en blå svejseflamme på sporene ved Østerport og ligner en hedensk kult, som tilbeder ilden. De pumpende ben på City Gyms løbebånd får de motionerende mennesker til at fremstå som dele af en kværnende maskine. Og på hjørnet af to mørke, regnblanke gader står Radio24syv som et rankt fyrtårn for dem, som ikke sover.
Der er lys i lobbyen, der står en mand med en lille hund i favnen. Det er ham, som er Nattevagten, manden altså, og det har han været i otte år. Det er hans stemme, tårnet sender ud i mørket, og Ulrik Crone er snart klar til at give natten sin egen lyd, men først skal depoterne fyldes op.
»Vi tager lige en kop kaffe. Jeg bærer lige hende her, for hun må ikke være på gulvet i kantinen, det er noget med hygiejnereglerne«, siger han, mens han fisker en fiskefrikadelle ud af køleskabet og giver den til den dansk-svenske gårdhund, som er godt tilfreds med sin midnatssnack.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
