Det er tilsyneladende ikke så attraktivt at blive værtsby for Eurovision. Amsterdam har andre planer den dag, og Utrecht vil ikke hænge på en millionregning.

Amsterdam kan ikke lige den dag: Takker nej til at være Eurovision-værtsby


Det var første gang i 44 år, at Holland i maj kunne løfte Eurovisiontrofæet.
   Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Det var første gang i 44 år, at Holland i maj kunne løfte Eurovisiontrofæet. Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da guldkonfettien i maj dryssede ned over den hollandske sanger Duncan Laurence, som netop havde vundet årets Eurovision i Israel, forestillede de fleste sig nok, at næste års udgave af det europæiske Melodi Grand Prix skulle afholdes i den hollandske hovedstad Amsterdam.

Men sådan bliver det altså ikke, skriver eurovisionworld.com.

Ziggo Dome, Johan Cruyff ArenA og Amsterdam RAI er de steder i Amsterdam, der er store nok til at huse Eurovision, men ifølge byens borgmester Femke Halsema er stederne allerede booket til andre begivenheder.

Amsterdam kommune har forsøgt at komme på andre alternativer med et stort telt, madvogne og mindre koncertsteder, men det ville ikke kunne løse opgaven på samme måde som de store arenaer.

Derfor har borgmesteren skrevet til Amsterdams byråd, at det ikke bliver hovedstaden, der kommer til at afvikle festlighederne og ønsker de øvrige byer held og lykke med deres ansøgning om at blive næste års Eurovisionvært.

Hotelpriserne stiger

Byerne Rotterdam, Arnhem, Den Bosch, Maastricht er stadig med i opløbet om værtskabet.

Også Utrecht, men her begynder håbet at svinde ind, da et flertal i byrådet ikke ønsker at bruge de millioner af kroner, det koster at afholde den europæiske sangkonkurrence.

Bedre ser det ud for Rotterdam, som kan se frem til en hjælpende hånd i form at støtte på en million euros fra provinsen Zuid-Holland.

Og ifølge den hollandske avis AD, er der så stor tiltro til, at det netop bliver Rotterdam, der løber med værtskabet, at priserne på hotelværelser i den periode, hvor Eurovision afholdes, allerede er steget.


Mynthe Villadsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her