På trods af Israels bastante brandingforsøg tiltrækker den store musikbegivenhed Eurovision Song Contest slet ikke det antal turister, som man forventede.

Melodi Grand Prix ligner en turisme-fiasko: Kun omkring 5.000 turister er kommet til Eurovision i Israel

Frankrigs Bilal Hassani øver sig forud for den 64. udgave af  Eurovisionen i Tel Aviv i Israel. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Frankrigs Bilal Hassani øver sig forud for den 64. udgave af Eurovisionen i Tel Aviv i Israel. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Eurovision Song Contest havde på forhånd anslået, at 15.000 tilrejsende turister ville løse billet til det stort anlagte show i Israel. Men kun en tredjedel, 5.000, har løst billet.

Det skriver den israelske avis Haaretz.

Det lave antal tilrejsende skal ses i lyset af den seneste tids angreb fra og mod Gaza og stædige pro-palæstinensiske opråb om boykot af popfesten. I sidste uge blev den sydlige del af Israel bombarderet af militante palæstinensere, og Israel slog hårdt tilbage, og det medførte bekymringer om, hvorvidt Eurovisionen overhovedet kunne gennemføres.

Avisen peger dog også på, at en billetpakke med adgang til de to semifinaler plus finalen koster 1.000 euro, hvilket er omkring tre gange så meget af, hvad det plejer at koste. Derudover skal fans sørge for flybillet og være villige til at betale høje hotel- og taxi-priser i Tel Aviv.

Der er således en række gyldige årsager til, at turisterne i stor stil vælger at følge Eurovision hjemme fra tv-skærmen i stedet for at tage plads til de store liveshows i Expo Tel Aviv - på trods af landets storstilede kampagne for at lokke med fest, strande og unikke historiske seværdigheder.

Herbert Pundik: Egyptisk militær redder årets sangkonkurrence

Millioner til sikkerhed

Ingen af de deltagende lande i sangkonkurrencen har aflyst, men raketter slår ned i nærheden af Tel Aviv, og den aktuelle våbenhvile er skrøbelig. De deltagende musikere er alle blev briefet om luftalarmer og beskyttelsesrum og blevet forsikret om, at titusinder af politifolk vil patruljere gaderne.

Den israelske hær har desuden for at sikre Eurovision bedst muligt aktiveret sit landsdækkende luftforsvar kaldet ’Iron Dome’. Og i det hele taget har Israel investeret mere end 5,6 millioner dollar i sikkerhed under sangkonkurrencen, hvilket er »væsentligt mere end tidligere år«, ifølge Sharon Ben-David, Eurovision-talskvinde for Israels public service-mediehus.

Alternativt show i protest

Eurovision åbnede formelt i går, og menneskerettighedsgrupper demonstrerede med ’Befri Palæstina’-T-shirts lige op til, deltagerne fra 41 nationer ankom ad en orange løber til åbningsceremonien.

Er de gået over stregen? Sadomasochistiske punkere risikerer at blive smidt ud af Melodi Grand Prix

Protesten fortsætter online, hvor initiativet Globalvision sender et alternativt show samtidig med finalen lørdag 18. maj for at konkurrere med Eurovision og give fans en mulighed for »at nyde en aften med international underholdning« og samtidig støtte principperne om »menneskerettigheder og værdighed for alle«.

»Globalvision er en aften for Eurovision-fans, som siger nej til militant besættelse og nej til angreb på Gaza«.

Til det alternative show, der kan streames gratis, optræder Brian Eno, den palæstinensiske sopran Dima Bawab og den israelske popsanger Ohal Grietzer.

Showet, der også indholder standup og kortfilm vil også blive vist med livearrangementer i Dublin, Haifa, London og Betlehem.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her