Alvar Aalto ringede selv hjem til hustruen i Helsinki. Stangstiv sad han i baren på Hotel d’Angleterre i København, og her havde han faktisk siddet hele dagen. Aalto var træt af at blive kritiseret i et væk af den finske offentlighed. Træt af, at andre tog beslutninger hen over hovedet på ham. Og træt af, at opgaverne blev ved med at vælte ind.
Fra slutningen af 1960’erne havde den verdensberømte finske arkitekt, der levede fra 1898 til 1976, svært ved at forstå, at han ikke længere blev betragtet som den mest cool arkitekt i sit fædreland. Ungdomsoprør og nye tendenser inden for arkitekturen havde fået de yngre generationer til at betragte ham som en del af den gamle konservative garde, på trods af at Aalto havde brugt hele sin karriere på at tegne human arkitektur og designe møbler, som almindelige mennesker kunne få råd til.
