Hvis du aldrig har oplevet den særlige sitren, som keramik kan fremkalde i kroppen, så skal du tage til Amager. Og hvis du har brug for at se en udstilling, der river tæppet væk under dig, så er det nu, du skal af sted.
Udstillingsstedet A. Petersen har farseret hele første sal med krukker, der er skabt af danske Hans Vangsø (f. 1950) og japanske Shozo Michikawa (f. 1953). 64 keramiske værker – 32 hver – har de to herrer med til udstillingen, der føles som et besøg i en zoologisk have, hvor man går fra det ene eksotiske væsen til det andet.



























