Man kan sige meget om amerikansk films boy wonder og fornyer, Quentin Tarantino. Men at vige tilbage fra, endsige søge at undgå, diverse former for opulence og vulgaritet har han aldrig gjort sig skyldig i. Hans dialoger er udførlige og spækket med finter og finurligheder. Hans billeder har dybde og nuancer som lærreder af Bruegel eller Bosch. Og når det kommer til biler, skikkelser og vold, lader han gerne blikket dvæle som en sendrægtig ungersvend ville gøre det på en nudiststrand for kvinder.
Men på ét punkt går han ikke til yderligheder, nemlig når det kommer til sex. Af og til nævnes fænomenet, men det er uhyre sjældent, at det skildres i samme detaljerede grad som eksempelvis volden. En undtagelse er fra hans måske bedste film, 1970’er-sploitation-mesterværket ’Jackie Brown’, hvor Robert De Niro og Bridget Fonda får sig et hastigt stående knald, mens hendes kæreste er ude i et ærinde.
