Lige så længe jeg kan huske, har jeg bøvlet med balancen mellem et sugende behov for tryghed og et skrigende behov for frihed. Lur mig, om der ikke skulle være et par andre sjæle på denne overbefolkede klode, som også kender det evige ying og yang-agtige tovtrækkeri mellem autonomi og fællesskab.
Jeg ville ønske, at der var lige præcis så meget mere af en af delene, at jeg kunne udråbe en vinder. Hvis trygheds-Eva for eksempel vandt, ville jeg finde mig et fast arbejde, hvor jeg ikke behøvede realisere så meget som en flig af mig selv, snuppe en kop Honey Lavender Stress Relief og synke ned i den kernefamilie-kærlighed, som omgiver mig, og som jeg burde sætte mere pris på. Trygheds-Eva værdsætter nemlig ting, mens de er her – få, men solide fugle i hænder, ikke på tage og så videre.
