I Karen Blixens berømte bog ’Den afrikanske farm’ begynder hun med lidt af en tilsnigelse:
»Jeg havde en farm i Afrika«.
En hvid løgn, som skuespilleren Meryl Streep årtier senere gentog i spillefilmen ’Out of Africa’.
I virkeligheden havde Karen Blixen nemlig ikke nogen farm.
Hun var direktør ansat i et aktieselskab, som hendes familie ejede, og som drev en kaffefarm i det nuværende Kenya.
Det er en af de mange ting, man kan lære om Karen Blixen, hvis man læser den omfattende brevveksling mellem hende og formanden for aktieselskabets bestyrelse, hendes onkel Aage Westenholz, som familien i årtier holdt hemmelig.
Tager æren
Den brevveksling indgår som en central del i den omfattende research, som journalist, historiker og forfatter Tom Buk-Swienty foretog, før han skrev bogen ’Løvinden’ om Karen Blixens år i Afrika, som udkom i mandags.
Men de to forskere, som arbejdede med brevene, beskylder nu den populære forfatter for i sin bog og i lanceringen af den at forsøge at tage æren for deres arbejde. En beskyldning, han ikke forstår.
Det var nemlig lektor, ph.d. Benedikte F. Rostbøll, der gennemgik brevsamlingen og fik den udgivet på Gyldendal i fjor i bogen ’Karen Blixens afrikanske farm - en brevsamling, 1913-31’.
Og professor emeritus, dr. phil. Per Boje, der i samme to-bindsværk under titlen ’The Karen Coffee Co. Ltd.’s historie’ over et par hundrede sider fortolkede indholdet og blandt andet pegede på, at Blixens berømte sætning om, at hun havde en farm i Afrika, sådan set ikke passede.
Men de to forskeres bøger vakte ikke nær samme opmærksomhed i offentligheden som ’Løvinden’ af Tom Buk-Swienty, der tidligere har skrevet meget roste og læste bøger som ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’.
Står på bagsiden
I hans årelange research til bogen ’Løvinden’ gav de to forskere Tom Buk-Swienty adgang til brevene, før de udkom, men nu kritiserer de ham for i interview om ’Løvinden’ og generelt i markedsføringen af bogen at give indtryk af, at han som den første aflivede myterne om den afrikanske farm.
Og nu synes de altså, at han er løbet med lovlig meget af æren for opdagelserne.
»I Tom Buk-Swientys bog er der noter til brevene og også til min afhandling med helt konkrete ting, men det fremgår ikke i markedsføringen, at det er allerede publiceret stof, han trækker på, og han nævner det heller ikke i sit forord, hvilket har undret os rigtig meget«, siger Per Boje, der ikke selv er takket i bogen, hvilket Benedikte F. Rostbøl er.
Forskerne har fremlagt deres kritik i et debatindlæg i Berlingske. Fra Gyldendal har de fået det svar, at de sædvanlige regler er overholdt i bogen.
Tom Buk-Swienty selv mener heller ikke, at han har gjort noget galt.
»Jeg blev meget forbløffet, da jeg læste deres debatindlæg. Og jeg sidder lige her med bogen«, siger Tom Buk-Swienty og giver sig til at læse op af bogens bagsidetekst.
»Med sin medrivende og store fortælleglæde og på baggrund af en omfattende, nylig offentliggjort brevkorrespondance, der gør det muligt at tegne et nyt og frisk portræt af løvinden...«.
»Det kan jo dårligt stå tydeligere, at jeg bruger materiale, som allerede er offentliggjort. Undervejs i bogen henviser jeg i mine noter talrige gange til deres arbejde. Og nu er der ikke noget forord i ’Løvinden’, så der kunne jeg ikke rigtig takke nogen«, siger han.
I stedet er der en takkeliste bag i bogen i alfabetisk rækkefølge.
»Og der har jeg simpelt hen ved et rent uheld glemt Per Boje. Det var noget af det første, jeg opdagede, da jeg så bogen«, siger Tom Buk-Swienty, som nu har fået rettet den fejl.
»Jeg forstår godt, at det må ærgre dem, at deres bog nærmest ingen opmærksomhed fik, da den udkom. Det undrede også mig. For det er rigtig flot arbejde«, siger Tom Buk-Swienty.
Men han understreger, at hans egen bog dels bygger på en langt større research end blot brevvekslingen, og at han i øvrigt også selv for år tilbage sad på Det Kongelige Bibliotek og affotograferede mange af brevene, samtidig med at de to begyndte deres arbejde.
»Hver gang, jeg er blevet interviewet om bogen, har jeg sørget for at nævne, at brevene blev offentliggjort i fjor af de to forskere, men det er ikke altid, at journalisterne har syntes, at det skulle med«, siger han.
I sit interview med Politiken gjorde Tom Buk-Swienty også opmærksom på, at han havde fået lov at læse brevene, før de blev udgivet i 2018, hvilket fremgik af interviewet, uden at vi dog nævnte Benedikte F. Rostbøl ved navn, som Tom Buk-Swienty faktisk foreslog, da han forhåndslæste teksten.
fortsæt med at læse
