Expelliarmus! Expecto patronum! Wingardium Leviosa!
Få litterære værker har som J.K. Rowlings serie om Harry Potter fået både børn og voksne til at stille sig i kø foran boghandlerne, når et nyt bind kom på gaden. ‘Potter-mania’ er blevet et udtryk for den enorme interesse, som troldmandsserien har affødt i hele verden.
Harry Potter er at finde på alt fra film til frimærker, og historierne kan få selv et otteårigt dansk barn til at kæmpe sig igennem en 1.000 sider tyk bog – på engelsk. Den unge magikers eventyr har gennem seriens 7 bøger tryllebundet læsere verden over. Men det er ikke alle, der deler den begejstring.
Disse bøger fremstiller magi som noget, der både er godt og ondt, hvilket ikke er rigtigt (..)
Dan Rehil, præst ved St.Edward katolske skole
St. Edwards katolske skole i Nashville har nu forbudt alle Harry Potter-bøger, fordi skolens præst frygter for, at børnene rent faktisk bliver tryllebundet. Ifølge ham indeholder Harry Potter-bøgerne »rigtige besværgelser, der kan fremmane onde ånder, hvis de bliver læst af et menneske«, skriver The Guardian.
Skolen præst, Dan Reehil, er blevet rådgivet af eksorcister fra både USA og Rom om at fjerne bøgerne fra skolens bibliotek.
»Disse bøger fremstiller magi som noget, der både er godt og ondt, hvilket ikke er rigtigt, men en smart måde at fremstille det på. Forbandelserne og besværgelserne, der bliver brugt i bogen, er ægte, og når man læser dem, risikerer man at blive besat af onde ånder«, står der i den mail, som Dan Reehil har sendt til børnenes forældre.
Det er især nogle af de mere ’mørke’ besværgelser, som eksorcisterne mener, kan være direkte skadelige for dem, der læser bøgerne. Eksempelvis dræberbesværgelsen avada kedavra og torturbesværgelsen crucio.
Censur?
Det er ikke kun i Nashville, at man ser på J.K. Rowlings bøger med bekymrede øjne. Lige siden den første bog udkom i 1997, er den blevet bortcensureret i mange kristne miljøer.
Ofte, ligesom med den katolske skole i Nashville, er Harry Potter-bøgerne blevet fjernet, efter at en forælder har klaget til skolen. Men på St. Edwards katolske skole stopper det ikke der.
Ifølge overhovedet for de katolske skoler i Nashville, Rebecca Hammel, har dette ført til, at man nu også vil se nærmere på nogle af de andre bøger, der står på skolen bibliotek. Ifølge hende er man i gang med at »luge ud« i problematiske bøger.
Rebecca Hammel ser det ikke som censur, men nærmere som en måde at beskytte børnene mod upassende indhold.
Harry Potter-serien har toppet den amerikanske biblioteksforenings liste over bøger, der er blevet anfægtet mest for deres indhold fra 2000 til 2009. Men det er – heldigvis – ikke den eneste liste, J.K. Rowlings bøger har toppet.
Samlet set har de 7 bøger om Harry Potter solgt over 400 millioner eksemplarer, og de er oversat til 67 sprog til alt fra hindi til zulu. Det er de mest oversatte bøger i verden og den bedst sælgende bogserie nogensinde, og det har gjort Rowling til den første forfatter, der kan kalde sig milliardær. I dollars vel at mærke. I 2004 kom J.K. Rowling på Forbes liste over milliardærer, men i 2012 forsvandt hun igen fra listen, fordi hun havde givet så meget væk til velgørenhed.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter