Da jeg er alene i det store udstillingsrum, begiver jeg mig op på trappestigen. Fire trin, og så står jeg med hovedet i en sky af tyk bomuld, som er krøllet som den tykkeste uld på et får. Jeg lukker øjnene og er pludselig et helt andet sted. Hjemme i køkkenet i færd med at lave en kande røget te. Og derpå nede i en kælder i Nyhavn, hvor de sælger sømandssweatre, der lugter af tjære.
Så åbner jeg øjnene og er tilbage på Trapholt i Kolding. Jeg har stukket overkroppen op i belgiske Peter de Cuperes ’Smoke Cloud’, som er et af de første værker, jeg møder på kunstmuseets store udstilling, der har de menneskelige sanser som omdrejningspunkt.









