Den tidligere rapper i A Tribe Called Quest udstiller sin private kunstsamling med sjældne værker i New York.

Anerkendt rapper vil inspirere verden med sin kunstsamling

Nina Chanel Abney er en relativt ny kunstner, der ofte udforsker race, køn, popkultur, homofobi og politik i sit arbejde. Det gør hun også her i 'Untitled (FUCKT*E*OP)'. Foto: Bonhams
Nina Chanel Abney er en relativt ny kunstner, der ofte udforsker race, køn, popkultur, homofobi og politik i sit arbejde. Det gør hun også her i 'Untitled (FUCKT*E*OP)'. Foto: Bonhams
Lyt til artiklen

Kunst. Han er ofte blevet omtalt som den abstrakte del af rapgruppen A Tribe Called Quest. Q-Tip med det borgerlige navn Kamaal Ibn John Fareed er ikke kun glad for abstrakt musik og rap, men også for abstrakt billedkunst.

Og skulle man være i New York fra 20. september, kan man selv se det, når han for første gang udstiller hele sine private kunstsamling i auktionshuset Bonhams på Madison Avenue, Manhattan.

Rapperen har gennem en årrække opkøbt kunst af flere fremtrædende kontemporære kunstnere som Richard Prince, Harmony Korine, Nina Chanel Abney og hans hiphopkollega Fab 5 Freddy.

Er man kender, vil man bide mærke i Abneys akrylmaleri ’Untitled (FUCKT*E*OP)’ fra 2014 og Princes ’Hightimes’ fra 2018.

Det var i øvrigt et andet af Princes værker, der blev brugt som cover til A Tribe Called Quests album ’We Got It from Here … Thank You 4 Your Service’.

Selv skriver Q-Tip, at det er et »privilegium at få mulighed for at vise og anerkende nogle af de mest talentfulde kunstnere, som har inspireret mig personligt og professionelt«.

Han håber, at andre kan blive lige så inspireret. Udstillingen løber frem til 4. oktober.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her