Den sidste uges tid har mit facebookfeed været fyldt med opdateringer om Radio24syv. Radiokanalens FM4-sendetilladelse udløber nemlig 31. oktober, og hvis den populære taleradio fortsætter som dab-kanal efter denne dato, sker det med 20 mio. kr. mindre end tidligere. Derfor blev flere værter sagt op forleden, og man er vel så meget kreativ klasse, at ens feed på Facebook tæller flere Radio24syv-journalister.
De var triste og sørgmodige over ikke at skulle fortsætte på kanalen, og en af journalisterne skrev i en statusopdatering, at det var »vedmodigt«. Jeg syntes, at ordet så forkert ud, men blev i tvivl: Staves det virkelig med ’d’ i første stavelse?








