Når Patti Smith ikke står på scenen og rocker, reciterer digte eller råber på revolution, flanerer hun kloden rundt som en rullesten med sine notesbøger og sit gamle polaroidkamera som rejsekammerater. Det er der efterhånden kommet et omfattende forfatterskab af noget svingende kvalitet ud af.
Ingen af hendes andre bøger kan matche ’Just Kids’, der ret indlysende var bogen, hun var sat i verden som forfatter for at skrive. ’Just Kids’ skiller sig ud, ganske som ’Horses’ gør det i hendes diskografi. Når Patti Smith er værst, ender hun i næsegrus heltedyrkelse og en blanding af smalltalk og for store ord, mens hun profetisk roder i kaffegrumset fra de utallige kopper kaffe, hun slubrer i sig undervejs.








