Den amerikanske komiker Jerry Seinfeld er blevet beskyldt for at have stjålet ideen til serien, hvor han kører rundt og taler med komikere og andre prominente gæster i opsigtsvækkende biler.

Modparten dømt for nøl: Jerry Seinfeld vinder retssag om tv-serie med kaffe, komikere og smarte biler

Jerry Seinfeld ses her i et afsnit af 'Comedian in Cars Getting Coffee'. Gæsten er komiker Sarah Silverman. Foto: Foto Fra Serien
Jerry Seinfeld ses her i et afsnit af 'Comedian in Cars Getting Coffee'. Gæsten er komiker Sarah Silverman. Foto: Foto Fra Serien
Lyt til artiklen

Komikeren Jerry Seinfeld kan passende hælde en stor kop kaffe op, sætte sig ud i en dyr bil og fejre sejren:

Han har lige ved en amerikansk ret i New York vundet en belastende sag om rettigheder til tv-serien ’Comedians in Cars Getting Coffee’. Det skriver BBC.

En tidligere kollega, Christian Charles, havde beskyldt Seinfeld for at have stjålet ideen til serien, som Christian Charles selv skulle have pitchet for Seinfeld i 2002, ti år før Seinfeld-serien gik i gang.

Retten har nu afvist kravet med henvisning til, at Christian Charles havde overskredet klagefristen på tre år.

I den flere gange Emmy-nominerede tv-serie, der herhjemme kan streames fra Netflix, kører Jerry Seinfeld i hver episode rundt med en ny gæst i enorme dollargrin, velholdte veteranbiler og andre klassiske vogne, og undervejs gør han og passageren holdt for at drikke kaffe på en udvalgt cafe eller restaurant.

Som titlen antyder, er det fortrinsvis komikere, som Jerry Seinfeld har på passagersædet. Blandt andre har Ricky Gervais og Ellen DeGeneres været om bord, men passagerlisten tæller også prominente ikke-komikere som den tidligere USA-præsident Barack Obama, der kørte med Seinfeld rundt om Det Hvide Hus i en Corvette Stingray fra 1963. En bil, som også præsidenten var tilpas imponeret over.

Ifølge BBC har Christian Charles til retten sagt, at han i 2002 præsenterede ideen for Seinfeld, som han havde arbejdet sammen med i en årrække.

Hans ide hed ’Two Stupid Guys in a Stupid Car Driving to a Stupid Town’.

Samme Charles instruerede første episode af det, der flere år efter blev Seinfelds serie, men deres forhold forliste i en strid om, hvem der skulle have æren og pengene for hvor meget.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her