Uforudsigeligheden er ængstelighedens psykologiske slægtning, og det forstår såvel forfattere som spillere og instruktør i andet afsnit af serien om det ulmende had i den lille by Ebberup på Fyn. I en hidtil – i alle fald i dansk tv-dramasammenhæng – uset grad tillader man sig at manipulere med seerne på samme måde, som seriens ærkeskurk gør det med sine afmægtige og ufrivillige undersåtter. To scener står tilbage som bevis.
I den første går Morten Hee Andersens Mike ind på hønseriet, hvor Dar Salims karakter, Milad, er chef. Og Milad gav ham et par på frakken, husker vi. Han opsøger Milads søn, Jakob, der som fritidsjob hjælper til med blandt andet at fragte nyklækkede gule kyllinger fra en hal til en anden. Og netop da Jakob har samlet en kasse med påskefarvede pussenutter, entrer Mike lokalet og indlader sig på en samtale. Han tager også en af kyllingerne og holder den i sin store mekanikerhånd. Billederne viser hans kolde blik betragte den lille skabning i kunstlysets røde skær. Han småsnakker med drengen, der er skræmt mere og mere fra vid og sans. Grebet strammer om den lodne fugleunge, og man ved ikke, hvad der skal ske. Vil han dræbe eller give slip. Vi ved, at han ikke giver fem flade øre for hverken dyr ellers menneskers liv. En emotionel sadist om en hals. Men så sætter han kyllerylle tilbage i bakken. Pyh, når man lige at tænke som en Thomas Windingsk bamse. Og så hakker spætten. Blam. En næsestyver fra Mike til drengen som tak for, at faderen gav ham en røvfuld.
