En stor fuldmåne. Lysende og cirkelrund. Mystisk og kvindelig. Det er, hvad der er af scenografi til Det Kongelige Teaters fem timer lange Wagner-forestilling ’Tristan og Isolde’.

Måske er månen først og fremmest stemningsskabende. Men den peger også i retning af, at dette er kvinden Isoldes opera. Mere, end det er manden Tristans. Også selv om det i øvrigt var vanskeligt at regne ud, hvorfor den hang der allerede i begyndelsen af første akt, hvor Tristan synger om, at skibet, hvormed han bortfører den irske Isolde til Cornwall, vil være fremme, inden solen er gået ned.